Fysikerordning

Vores fysikerordning er til for at hjælpe dig med at leve op til de krav, der stilles til klinikker med et røntgenanlæg.

Vores medicinske fysiske ekspert hjælper dig med at overholde dine forpligtelser

Ifølge røntgenbekendtgørelserne fra 2018 skal der til ethvert røntgenanlæg til undersøgelse af patienter være tilknyttet en medicinsk fysisk ekspert (ansvarlig fysiker), der er godkendt af Sundhedsstyrelsen. I overenskomsten fra 2000 mellem Dansk Kiropraktor Forening og Sygesikringen er det besluttet, at Kiropraktorernes Videnscenter kan tilbyde røntgenfysisk assistance og røntgenkonsulenttjeneste til danske kiropraktorer i forbindelse med efterlevelsen af kravene i den nationale lovgivning.

Den Billeddiagnostiske Enheds medicinsk fysiske ekspert er Peter Sigerseth Grøn, der er godkendt af Sundhedsstyrelsen. Han er ansvarlig over for Sundhedsstyrelsen (Statens Institut for Strålebeskyttelse) for, at de lovpligtige kontroller med dit røntgenanlægs etablering og drift (modtage-, status- og konstanskontroller) gennemføres og vurderes. Det er klinikkens ansvar, at et af de firmaer, der er godkendt af den medicinsk fysiske ekspert, foretager de dele af kontrollerne, som klinikken ikke selv kan foretage.

Fysikerordningen giver desuden den enkelte klinik mulighed for at overlade det meste af konstanskontrollerne til den Billeddiagnostiske Enhed på Kiropraktorernes Videnscenter. Dette gør sig også gældende i forhold til patientdosismålinger og dosisberegninger. Med i fysikerordningen følger også hjælp og rådgivning i forbindelse med indkøb af og etablering af nyt røntgenudstyr.

Fysikerordningen drifter desuden den del af KirPACS, som giver et overblik (via KirPACS klinik cockpit) over samtlige kontroller, patientdosismålinger osv. Dette gør det nemmere for den enkelte klinik at bevare overblikket fx i forbindelse med akkreditering.

Fysikerordningen giver desuden hjælp og rådgivning før og efter de regelmæssige besøg fra Sundhedsstyrelsen.

Du kan kontakte den medicinske fysiske ekspert via sekretæren på e-mail: billeddiagnostik@kiroviden.sdu.dk eller på tlf. 6550 3689. Så formidler hun kontakten til Peter Grøn.