Aktuelt har personer med højere socioøkonomisk status, såsom højere uddannelsesniveau, beskæftigelse og højere indkomst større sandsynlighed for at benytte kiropraktisk behandling end personer med lavere socioøkonomisk status.
Selv efter at have taget højde for sundhedstilstand, viste undersøgelsen en klar tendens til, at personer med højere indkomst og dem, der var i beskæftigelse, oftere gik til kiropraktor, mens personer med lavere socioøkonomisk status var underrepræsenterede, selv når de havde behov for behandling.
Resultaterne af undersøgelsen kan bruges som et væsentligt input til sundhedsplanlæggere og informere strategier for at sikre lige behandling for lige behov, uanset socioøkonomisk status. Potentielle tiltag kunne omfatte en genovervejelse af egenbetaling for patienterne samt initiativer der kan inspirere til øget opmærksomhed og støtte til udvalgte udsatte patientgrupper.
Undersøgelsen blev gennemført som et tværsnitsstudie baseret på Den Nationale Sundhedsprofil i Danmark i 2010 og 2017. I alt inkluderede forskerne 288.099 personer på 30 år eller ældre i 2010 og 2017. For hver person blev oplysninger om hver persons brug af kiropraktik, socioøkonomisk status og helbredstilstand (som en indikator for behov for kiropraktisk behandling) hentet fra landsdækkende registre. Tre karakteristika for socioøkonomisk status (uddannelsesniveau, beskæftigelsesstatus og indkomst) blev undersøgt. Helbredstilstanden blev målt ved demografiske data, dårligt selvvurderet fysisk helbred, aktivitetsbegrænsninger, muskuloskeletale smerter, antal muskuloskeletale lidelser og antal kroniske sygdomme.
For yderligere at måle graden af social ulighed i brugen af kiropraktik beregnede forskerne koncentrationsindekset for ulighed for hver af de tre karakteristika af socioøkonomisk status. Beregningen viste, at indkomst og beskæftigelsesstatus bidrog i højere grad til ulighed sammenlignet med uddannelsesniveau.
Kristine Bihrmann, Michelle Trabjerg Pedersen, Jan Hartvigsen, Kirstine Wodschow, Annette Kjær Ersbøll. Social inequity in chiropractic utilization – a cross-sectional study in Denmark, 2010 and 2017. Chiropractic & Manual Therapies 2024.
Læs den videnskabelige artikel her