06 marts 2025

Mindeord Mogens Hørder

I anledning af tidligere dekan Mogens Hørders død har professor Jan Hartvigsen og direktør Henrik Wulff Christensen skrevet disse mindeord.

Patienternes, forskningens og kiropraktorernes ven. Tidligere dekan Mogens Hørder er død, 84 år gammel.

Der går en anekdote om Mogens Hørder: Dekanerne fra de Sundhedsvidenskabelige Fakulteter fra Københavns, Århus og Odense Universitet, som SDU hed dengang, var kaldt til møde hos forskningsministeren med henblik på at diskutere fordeling af ressourcer mellem de tre universiteter. Da mødet skal til at starte, åbner døren til ministerens kontor sig, og Mogens Hørder kommer ud sammen med ministeren. Dekanerne fra Århus og København er straks klar over, hvem der har trukket det længste strå. Vi var mange, der erfarede, at man skulle stå tidligt op, når man skulle til møde med Mogens.

Mogens Hørder blev dekan i 1988 for et fakultet i dyb krise. Den daværende undervisningsminister Bertel Haarder havde bedt universitetet afvikle Det Lægevidenskabelige Fakultet og overføre de studerende til Århus og København. Økonomien og styringen sejlede, og tålmodigheden var opbrugt. Mogens fik som ny dekan 2 år til at rette op på misæren. Han endte med ikke blot at redde det fakultet, som han omdøbte til Det Sundhedsvidenskabelige Fakultet, han udvidede med mange nye uddannelser, forskergrupper og han stod bag opførelsen af flere bygninger. Da han gik af som dekan i 2008, overleverede han et væsentligt større fakultet i økonomisk topform og med forskning og uddannelse i verdensklasse.  

En af de nye uddannelser var uddannelsen til kiropraktor, som fik navnet Klinisk Biomekanik. Vi mødte Mogens Hørder første gang i starten af 1990erne til et af de utallige møder i arbejdsgrupper, der ledte op til etableringen af kiropraktoruddannelsen i 1994. På trods af, at han havde en baggrund som læge og professor i klinisk kemi, havde Mogens en meget bred tilgang til sundhed og sygdom. Hans fokus var folkesundheden, og han så verden fra samfundets og patienternes side. Der havde han fået øje på bevægeapparatet og på de behov, der var for bedre uddannelse af klinikere og for mere og bedre forskning. På et møde sagde han ”Reumatologerne tror, at smerter sidder i blodet. Det tror jeg ikke”.

Da de nordiske kiropraktorforeninger sammen med Landsforeningen til Kiropraktikkens Fremme i de år etablerede Nordisk Institut for Kiropraktik og Klinisk Biomekanik, nu Kiropraktorernes Videncenter, med henblik på at etablere en privat nordisk kiropraktoruddannelse, og da Dansk Kiropraktor Foreningen og Sygesikringen, senere Regionernes Lønnings og Takstnævn, tillige havde etableret Kiropraktorfonden med henblik på at støtte forskning og efteruddannelse for kiropraktorer, så Mogens muligheder for synergi og gevinst: Kiropraktorerne kunne få en uddannelse og muligheder for forskning, og universitetet kunne få flere studerende og adgang til forskningsmidler – det var win-win. Senere etablerede Mogens Hørder sammen med Danske Fysioterapeuter Forskningsinitiativet for Fysioterapi og kandidatuddannelsen i fysioterapi, og fakultetet voksede til at blive Danmarks stærkeste forsknings- og uddannelsesmiljø inden for bevægeapparatet. En position, som SDU har styrket gennem årene blandet andet ved at facilitere indflytning af Kiropraktorernes Videncenter på SDU. I efteråret mødte Jan ham på gaden i Odense. Mogens stoppede op og spurgte som sædvanligt interesseret ind til, hvordan det gik. Da de skiltes, sagde han: ”Som dekan kaster man mange bolde op i luften. Mange falder ned med et brag, men vores bold flyver stadig”.

Mogens Hørder var oprigtig interesseret i mennesker. Han var berømt for at kunne navnene på de fleste af fakultetets mere end 2000 ansatte, han vidste, hvad de forskede i, og han insisterede på at være med til ansættelsessamtaler for alle fra adjunktniveau og op på alle institutter. Som leder kunne han være hård og kontant, hvis man ikke levede op til hans forventninger, eller hvis han blev tvunget til at prioritere. Det Sundhedsvidenskabelige Fakultet var hans fakultet, han var den ubestridte leder gennem alle årene. En gang i de tidlige år beklagede vi os til ham over, at det var svært at opbygge et forskningsmiljø. Han svarede, at ”ja, forskning er hårdt arbejde, og jeg vil ikke give jer rabat. Men hvis nogen prøver at sabotere jeres arbejde, så sig til, og jeg vil se, hvad jeg kan gøre”. Det løfte holdt han gennem alle årene.

Når han ikke arbejdede, mødte man Mogens og hans kone Kirsten til kunstudstillinger og klassiske musikkoncerter rundt om på Fyn.

Det har været et privilegium at kende og arbejde sammen med Mogens Hørder. En visionær leder med hjertet på rette sted, hvis betydning for kiropraktikkens akademiske udvikling i Danmark ikke kan overvurderes.

Æret være hans minde.