16 september 2025

Kvalitetsklynger – ny ramme for faglig udvikling i kiropraktorpraksis

Med landsoverenskomsten om kiropraktik 2025 er kvalitetsklynger præsenteret som en ny og ambitiøs ramme for faglig udvikling i kiropraktorpraksis. Klyngerne erstatter den tidligere akkreditering som kvalitetsmodel. Omdrejningspunktet for klyngerne bliver faglige fællesskaber, sparring og vidensdeling, med udgangspunkt i fagrelevante tematikker, data og klinikkernes forskellige erfaringer.
Find din klynge og meld dig til storklyngemøde ved at læse videre.

Målet med kvalitetsklynger

Målet med kvalitetsklyngerne er at skabe et fagligt og professionelt fællesskab, hvor kiropraktorer mødes og deler viden og erfaringer ud fra konkrete fokusområder og data. Arbejdet med kvalitet skal ske igennem faglig sparring og erfaringsdeling, for at sikre, at kvalitetsarbejdet tager udgangspunkt i praksisnære behov. Klyngerne skal skabe et rum for at kiropraktorer sammen kan undersøge variationer i deres praksis, blive klogere på hinanden og finde nye veje til at styrke kvaliteten, både i det enkelte patientforløb og i det samlede sundhedstilbud.

Kvalitetsudvikling med afsæt i praksis og geografi

Alle klinikker med ydernummer skal deltage i både klyngemøderne og det efterfølgende klyngearbejde. Hver klinik deltager i klyngen med én repræsentant – dog deltager større klinikker med to repræsentanter. Selvom ikke alle kiropraktorer deltager i møderne er det ambitionen, at arbejdet forankres bredt i klinikkerne, så hele praksis får gavn af den fælles udvikling. Klyngerne skal dermed ikke kun være et forum for faglig sparring, men også en kanal for at bringe ny viden og inspiration hjem til hverdagen i klinikken. Det handler om at skabe en kultur, hvor faglig nysgerrighed og fælles læring er i centrum.

Der oprettes 18 klynger fordelt på geografi. Den geografiske opdeling betyder kortere afstande til møderne og giver samtidig en mulighed for at arbejde med lokale udfordringer og løsninger.

KviK vil præsentere klyngekonceptet nærmere ved et webinar målrettet klinikejere (sæt kryds 21. oktober kl. 16.30) samt ved stor-klyngemøder for alle kiropraktorer. Her bliver der blandt andet mulighed for at møde de kommende klyngedeltagere og tage hul på de første drøftelser. Meld dig fluks til dit stor-klyngemøde nedenfor. Der kommer yderligere information om webinar for klinikejere pr. mail.

Se hvilken klynge din klinik tilhører her og tilmeld dig det tilhørende stormøde nedenfor.

Stor-klyngemøde Region Hovedstaden-Sjælland
Stor-klyngemøde Region Midtjylland-Nordjylland
Stor-klyngemøde Region Syddanmark