Et fremtidigt tværfagligt samarbejde med andre sundhedsprofessioner om behandling af smerter i bevægeapparatet hos ældre mennesker. Integration af kiropraktik i de nationale sundhedssystemer. Kiropraktorer som den primære kontakt for ældre mennesker med smerter i bevægeapparatet. Større udnyttelse af kiropraktorers kliniske kompetencer i sundhedsvæsenet.
Det er de områder, hvor kiropraktorer kan bidrage til at forbedre behandling af en stigende byrde af smerter i bevægelsesapparatet hos ældre mennesker (55+). Det giver en gruppe kiropraktorer fra Storbritannien, Holland, Norge og Sverige udtryk for i en undersøgelse fra maj 2024, foretaget af en international gruppe forskere. De er uddannede til at behandle smerter i bevægelsesapparatet og velegnede til en mere central rolle i sundhedsvæsenet i forhold til at behandle det stigende antal ældre, der oplever den slags smerter.
Men der er nogle betydelige barrierer for deres øgede involvering i behandlingen. En af barriererne er prisen for behandling. I Norge modtager kiropraktorerne refusion for en behandling fra den nationale sygesikring, men i de øvrige tre lande betaler de fleste patienter selv deres behandling. Det afholder mange især økonomisk dårligt stillede ældre fra at søge eller fortsætte en igangværende behandling.
Andre barrerier relaterer sig til nogle af de emner, der blev nævnt foroven: Den begrænsede integration af kiropraktorer i sundhedsvæsenet og en manglende prioritering af smerter i bevægeapparatet i sundhedsvæsenet, som efter de deltagende kiropraktorers opfattelse skyldes dårlig økonomi, mangel på personale og utilstrækkeligt tværfagligt samarbejde og kommunikation.
Kiropraktorerne i undersøgelsen vil overvinde barriererne ved at skabe et tværfagligt samarbejde og integrere kiropraktorer i det nationale sundhedsvæsen i de fire lande. Det vil kunne bruges til at forbedre en koordineret, patientfokuseret behandling af ældre menneskers smerter i bevægeapparatet. I Storbritannien, Norge og Sverige er kiropraktorer autoriserede sundhedsprofessionelle, mens kiropraktik bliver opfattet som "alternativ behandling" i Holland.
Undersøgelsen blev gennemført som en kvalitativ interviewundersøgelse blandt kiropraktorer i Storbritannien, Holland, Norge og Sverige af højt ansete forskere fra Norge, Sverige, Storbritannien, Holland og Danmark, bl.a. Jan Hartvigsen fra Kiropraktorernes Videnscenter og SDU. I alt 21 kiropraktorer deltog.
Cecilia Bergstrøm, Iben Axén, Jonathan Field, Jan Hartvigsen, Monique van der Marck, Dave Newell, Sidney Rubinstein, Annemarie de Zoete, Margareta Persson. The chiropractors’ dilemma in caring for older patients with musculoskeletal complaints: Collaborate, integrate, coexist, or separate? PLoS ONE 2024.
Læs den videnskabelige artikel