Reduktionen skyldes sandsynligvis ikke implementering af kliniske retningslinjer og ændringer i politikker omkring brug af billediagnostik. Det viser en undersøgelse, der havde til formål at beskrive forbruget af røntgenbilleder i danske kiropraktiske klinikker i perioden fra 2010 til 2020 og vurdere effekten af kliniske retningslinjer og politikændringer på brugen af røntgenbilleder i danske kiropraktiske klinikker.
Retten til at tage røntgenbilleder er et beskyttet virksomhedsområde I Danmark. Kiropraktorer har lovmæssig ret til at bruge røntgen. Desuden yder Regionernes Lønnings- og Takstnævn en delvis refusion på ca. 20 % for brug af billediagnostik, så det er relativt nemt for kiropraktorer at benytte sig af modaliteten. Samtidig fraråder Nationale Kliniske Retningslinjer rutinemæssig brug af billeddiagnostik ved ukomplicerede rygsmerter.
Undersøgelse er et retrospektivt kvasi-eksperimentelt design, der bruger afbrudt tidsserieanalyse til at vurdere den potentielle effekt af implementering af kliniske retningslinjer i 2013 og 2016.
De data, der blev brugt i undersøgelsen, stammer fra Danske Regioners dataregister. De omfattede det månedlige og årlige antal af alle unikke patienter, der konsulterede en kiropraktor, og antallet af unikke patienter, der havde fået foretaget røntgen. Data om alle faktureringskoder for røntgen pr. måned og år blev identificeret og trukket ud og analyseret.
Undersøgelsen blev gennemført af Pernille Schaldemose Reibke, kiropraktor i Hillerød og Henriette Godskesen, kiropraktor i Kalundborg. De to førsteforfattere har omskrevet deres kandidatspeciale til en akademisk artikel, og fået den publiceret som deres første videnskabelige publikation. Vi ønsker dem tillykke med publiceringen.
Reibke, P.S., Godskesen, H., Jensen, R.K., French, S.D., Bussières, A, Christensen, H.W., Jensen, T.S. The effect of clinical guidelines on the utilisation of radiographs in chiropractic clinics in Denmark - an interrupted time series analysis. Chiropr Man Therap 31, 47 (2023).