Er manipulation hos kiropraktor effektiv mod hovedpine hos børn i alderen 7 – 14 år?

Et nyt, dansk banebrydende randomiseret kontrolleret studie konkluderer, at kiropraktisk manipulation kan reducere hovedpine hos børn i alderen 7 – 14 år uden at medføre alvorlige bivirkninger. Behandlingen er desuden både billig og nem at tilgå og kan derfor overvejes for børn med tilbagevendende hovedpine hos børn.

En gruppe på 199 børn i alderen 7 – 14 år deltog i studiet. Børnene blev opdelt i to grupper, og alle modtog gængse råd om, hvordan man forebygger eller begrænser hovedpine. Herefter blev børnene i den ene gruppe manipuleret, mens børnene i den anden gruppe modtog en placebo manipulation. Begge grupper blev set af kiropraktoren 7-12 gange over en periode på 4 måneder.

I manipulationsgruppen blev manipulationen rettet mod specifikke funktionsforstyrrelser i et eller flere led i nakken, ryggen, bækkenet og/eller kæbeleddet. Manipulationen bestod i et hurtigt og præcist tryk på leddet med en hørbar kavitation, for at forbedre leddets funktion. Alle behandlinger blev tilpasset det enkelte barns alder, størrelse og ryggens karakteristika. Hyppigheden af behandlinger og hvilket led, der blev behandlet, blev fastlagt ud fra kiropraktorens evaluering af barnet ved hver behandling.

I gruppen, der modtog placebo behandling, bestod behandlingen i langsomme, generelle berøringer væk fra rygsøjlen uden kavitation. For at tilføje illusionen af kavitation, blev et Activator-instrument brugt på kiropraktorens egen arm til at frembringe en klik-lyd samtidig med behandlingen.

Studiet er det største randomiserede kontrollerede studie af effektiviteten af manipulation som behandling af tilbagevendende hovedpine hos børn. Manipulation resulterede i markant færre dage med hovedpine hos børnene, sammenlignet med de børn, der modtog placebo behandling, men ingen forskel på intensiteten af smerterne, når børnene havde hovedpine.

Studiet blev udført i en kiropraktisk klinik og en børneklinik i Danmark af kiropraktor Susanne Lynge i samarbejde med Lise Hestbæk (SDU & Kiropraktorernes Videnscenter), Henrik Wulff Christensen (Kiropraktorernes Videnscenter), Kristina Boe Dissing (SDU) og Werner Vach (Kiropraktorerne Videnscenter),

Susanne Lynge, Kristina Boe Dissing, Werner Vach, Henrik Wulff Christensen, Lise Hestbæk. Effectiveness of chiropractic manipulation versus sham manipulation for recurrent headaches in children aged 7–14 years - a randomised clinical trial. Chiropractic & Manual Therapies 2021. https://chiromt.biomedcentral.com/articles/10.1186/s12998-020-00360-3

Foto: Colourbox
Foto: Colourbox
nikkb