En opsamling af viden om diagnosticering og håndtering af lumbal spinalstenose

Rikke Krüger Jensen har publiceret en klinisk opdatering om diagnosticering og håndtering af lumbal spinalstenose i British Medical Journal (BMJ). Opdateringen er et 360 graders overblik, der letforståeligt og præcist opsamler vores viden om diagnosticering og de vigtigste principper for håndtering af lumbal spinalstenose.

Rikke Krüger Jensen beskriver forskningens centrale budskaber om lumbal spinalstenose, bl.a. hvordan man definerer lumbal spinalstenose og hvad årsagerne er, hvordan patienter beskriver deres symptomer, hvor almindeligt forekommende det er, og hvordan man diagnosticerer og håndterer tilstanden.

Rikke Krüger Jensen opstiller bl.a. 5 kliniske budskaber:

  • Mistænk lumbal spinalstenose hos patienter over 50, der beskriver smerter eller paræstesier i benene, som opstår ved at gå eller stå i længere tid, og som lindres ved at sidde eller ved foroverbøjning
  • Billeddiagnostik er oftest ikke påkrævet, da sammenhængen mellem billeddiagnostiske fund og symptomer er meget usikker
  • Konservativ behandling, som inkluderer træning og manuel terapi, anbefales som førstevalg til behandling, og det estimeres at 30-50% af patienterne med milde til moderate symptomer oplever spontan bedring af smerte og øget gangdistance
  • Smertestillende medicin anbefales generelt ikke, og kun i en kort periode og efter nøje overvejelse under hensyntagen til bivirkninger, især hos ældre mennesker, og fraværet af god dokumentation for effektivitet
  • Henvis patienter til MR og eventuel kirurgisk vurdering hvis der er neurologiske udfaldssymptomer eller hvis der ikke er bedring efter 3-6 måneders konservativ behandling

Hvis man gerne vil opdatere eller genopfriske sin viden om lumbal spinalstenose, bør man læse denne artikel.

Rikke K Jensen, Biswadjiet S Harhangi, Frank Huygen, Bart Koes. Lumbar spinal stenosis. BMJ 2021 https://www.bmj.com/content/373/bmj.n1581

 

nikkb